Muslimens bønn

Jødens Bønn

Den kristnes bønn

DE TRE

Dikt av Henrik Arnold Wergeland

Hvilke skjønne Templer for Menneskekjærligheden ere ikke Orientalernes offentlige Herberger? Tyrker og Bukharer have sine Karavanseraier, Perserne sine Khaner, Hinduerne sine tempellignende Hvilesteder, Beduinen og den vilde Kabyl sine ukrænkelige Marabuer, og Alle uden Forskjel er hjemme under Araberens Telt. Var han rigere, og boede han ikke spredt over Ørkenen, skulde han ogsaa bygge Karavanseraier og Khaner for den Fremmede; thi disse ere ikke andet end en forherligende Forvandling af det Fædrenetelt. Det er den samme Teltets Gjæstfrihed, som har aabnet disse store Qvaderhaller, hvorunder den reisende Tyrk sætter sin Ganger, og gjør sig det mageligt, Armenieren trækker sin Kameel ind, Jøden og Nazaræeren finder Plads for sin Bylt og sig selv i de altid aabne Gjæsteceller.
Enhver Religion har et mildt og kjærligt Hjerte. Disse velgjørende Indretninger skyldes den, vi Kristne tro besidder det haardeste. De ere religiøse i sin Oprindelse, hvad enten de saa ere opførte paa offentlig eller privat Bekostning. Det Sidste er ofte Tilfælde. Den fromme Mahomedan eller Hindu testamenterer og legerer til disse Herberger ligesom den Kristne til Kirker, Klostre og Hospitaler. Det er den hele Menneskeslægt han vil i sit Hjerte vel, naar han enten stifter et saadant Herberge med Porte til alle Vindens Hjørner, eller han anlægger en Cisterne i Ørkenen, eller leder den friske Kilde til Dyrenes Hvilested. Han tænker ogsaa paa dem den gamle, skjæggede, barske Filantrop, hvem Allah, Brahma og de Kristnes Gud velsigne!

Der er bag det døde Hav en Ørken etsteds i det brændende Syrien, som denne de Vantroendes Barmhjertighed har glemt - ikke fordi den ikke har opdaget den, men fordi Allah har netop ved Enden af Dagsreisen givet den et naturligt Karavanserai i en uhyre Platan med Rum, Ly og friskt Vand for en heel Karavan, om det skulde være. En Aften forsamlede Tilfældet derunder en Mahomedan, en Kristen og en Jøde. Neppe havde Mahomedanen, en Mollah (Præst) vandet sin Hest, før en sort Flek i Horizonten forkyndte ham en Fremmeds Ankomst. Det var den Kristne, en Munk af det hellige Bjergs Brødre. Et Muulæsel bar ham fra Haleb til Jerusalem. "Salem aleikum!" sagde Mollahen til Nazaræeren, som venligen gjengjeldte ham hans Hilsen i Guds Navn. Allerede tindrede de første Stjerner, og Shakalernes Hylen hørtes, da Jøden, en Rabbin fra Damaskus, umærkeligt - thi han kom tilfods - traadte ind paa det lille Grønsvær, Kilden havde fremlokket under Platanen. I Salomons Tid havde den ogsaa opelsket denne, og som en god Fostersøn havde denne nu i Aarhundreder til Vederlag ernæret sin Fostermoder med sin Skygge. Ligesom Mødre, der gaae i Barndommen, sang den moderlige Kilde endnu stedse sin Ammevise. Ved dens Murmlen slumrede de tre Reisende, efter venlig Samtale, endelig ind paa hver sin Side i hver sin Rodfordybning af det uhyre Træ, og ved dens Murmlen vaagnede de ved det første Morgengry.
Ørkenen laa under sin Taage inden sin Horizont som et uhyre violblaat Hav omcirklet af Bjerge fulde af Damaskus's prægtigste Roser. Paa eet Sted i Øst var det som om Engle syslede bag et Rosenbjerg, og stak gyldne Landser iveiret som til et Telt. Solen var i sin Opgang, saae de tre Reisende. Det rørte sig i deres Hjerter, deres Læber zittrede. Enhver af dem vilde hilse Gud paa sin Maade; men ak! Enhver af dem frygtede for at saare de to Andre. De havde vundet gjensidig Agtelse for hverandre under Aftenens Samtale; men nu - hvorledes skulde den gode Mollah kunne lydeligen paakalde Allah uden at forstyrre Nazaræerens og den jødiske Troeslærers Andagt, og omvendt. Og dog var Trangen til at udgyde sit Hjertes Følelse i det henrykkende Øjeblik og til at takke den Højeste for hans Varetægt i det paradisiske Ly, de havde nydt, saa stor hos Enhver af dem, at deres Læber zittrede. Ingen brød dog Tausheden endnu. Stille og nølende spændte Mahomedanen paa sin Hests Sadel uden at blive færdig; Munken gik det ikke hurtigere fra Haanden med sit Muulæsel; Rabbinen snørede og snørede paa sin Bylt. Det var Mennesker af Ømfølelse for hverandre, af Agtelse for hverandres Tro. Allerede glimrede tusinde Straalelandser fra Spidsen af Rosenbjerget. I næste Sekund vilde den Højestes herligste Billede vise sig, og den Frommes Læbe skulde være taus? Den zittrede hos alle Tre; men ingen Bøn, ingen Lovsang tonede derfra.
Da paa engang begynder fra Platanens Krone, fra samme Green, en Bogfinke, en Drossel og en blodhalet Vipstjert sin Morgensang. Bogfinkens klare Triller sammenhvirvledes med de andre Tvendes til et herligt jublende Chor.
"Hvi dvæle vi, Brødre?" sagde de alle Tre. "Ja, med hvad der ligger Os paa Læben?" sagde Mollahen, bøjende sig tre Gange mod Jorden. "Med Jehovahs, den Højestes, Priis?" sagde Rabbinen, foldende sine Hænder over Brystet. "Ja, sagde den kristne Præst, korsende sig - " er dette ikke et Tegn fra Himmelen, at ogsaa vor Lovsang vil være den Højeste behagelig, om Udtrykket er forskjelligt?" Og pludselig, medeet, som fra Fuglene ovenover dem, udbrød de alle Tre, med et kjærligt Øjekast til hverandre, hver paa sin Viis, i en Lovsang til deres og alle Tings Skaber.

Rabbinen sang:

Og den Kristne, Nazaræeren, sang: